torsdag den 24. marts 2016

Den bedste guide til Åge Hareide som dansk landstræner


Åges første lakmusprøve

I dag spiller det danske fodboldlandshold den første kamp siden den nordiske duel mod svenskerne, i play off kampene til de europæiske mesterskaber.

To kampe der blev Morten Olsens sidste, i hans over 15 årige lange karriere som landstræner. Morten Olsen der forleden, fuldt fortjent, blev indsat i DBU's Hall Of Fame.

Men efter mange spekulationer blev norske Åge Hareide præsenteret som ny dansk landstræner. Den tidligere, blandt andet Brøndby-, Rosenborg- og senest Malmö FF træner (og ind imellem norsk landstræner) blev af den almene fodboldfan modtaget lidt lunkent.
Massen ville have et 'navn'. Og især Michael Laudrup forsøgte DBU at gøre sig til for, men ifølge Morten Crone Sejersbøl meddelte han meget tidligt til DBU at han ikke var en mulighed (1).

Andre var i spil. Tyske Thomas Schaaf og andre profiler fra store fodboldnationer som Tyskland, Holland og Belgien var smidt i rygtemøllen.
Men Åge Hareide viste sig at have den helt rette indstilling og måske også den rette portion samarbejdsvillighed med den nye ledelse i DBU. I hvert fald det rette match lige nu.

Spillestil


Hareide var egentlig gået på pension da han blev bragt ind som træner for Malmö FF i 2014. Han formåede at forsvare Allsvenskan-titlen og bragte Malmö endnu en succesfuld europæisk kampagne og kvallede Malmö i Champions League.
Den afgørende kval-sejr over Celtic var særdeles visionær og relevant.

Hareide overtog i Malmö et solidt 4-4-2 hold. I Champions League kunne man dog se flere tendenser med Hareide ved roret. Overordnet kunne man se at han skeler meget lidt til en fast numerisk taktik. Mod Paris Saint German spillede man en 3-4-1-2.

fortsættes under billedet

Paris Saint German - Malmö FF 2. september 2015

Og at spille en 3-4-1-2 opstilling som et svensk hold mod et af europas allerbedste hold bevidner noget mandsmod som leder. Det vil derfor ikke være helt usandsynligt at se hans taktiske impact allerede i aften mod Island.

Åge udtaler i Politiken (2):

»Hvilket system vi skal spille, kan blive forskelligt fra kamp til kamp, jeg har prøvet det meste i trænertid. Og igen, det er ikke noget problem med dygtige spillere. De kommer jo også til landsholdet fra klubhold, der ikke spiller på samme måde eller i samme formation, som vi vil«.


BVB og spillerpakker


Noget af det som jeg bider mærke i omkring Åge Hareide er at han bringer en enorm frisk tilgang.

Allerede inden han officielt var tiltrådt som træner besøgte han landsholdsspillere rundt omkring i Europa, til en snak om det kommende landshold og den pågældende rolle på holdet.

Og tendensen i at han ikke holder sig fastlåst til en numerisk taktik gør at han vil kunne holde sig fleksibel omkring spillermateriale og modstander.
Et eksempel på dette kunne være det nye store trænertalent Thomas Tuchel i BvB Dortmund, der for nyligt i en Europa League kamp spillede med flere typer forsvar i forsvar/angrebsfasen.
I forsvarsfasen lagde Piszcek sig ind som midterforsvarer ved siden af Mats Hummels, og med Sven Bender som faldt ned fra en position som midtbanespiller.
Man så konstant 'pakker' af to eller flere spillere som vidste hvordan en situation skulle løses i fællesskab.
Hele tiden kunne man se Bender skifte position med den anden midtbanespiller Johannes Weigl, mens Piszcek dækkede et område som både midterforsvarer samt en højreback.

Højresiden dækkede han med Erik Durm som lå på kanten. Erik Durm, for at bruge et Morten Olsen'sk udtryk, en utrolig polyvant spiller. Som med sin utrolige løbekapacitet kan spille både en højreback og midtbane.
(I Italien havde han uden tvivl spillet en full back i en italiensk 3-5-2 opstilling)

Samarbejdet mellem Erik Durm og Lukasz Pisczcek var tydeligvis et taktisk og indstuderet begreb. Og udførslen var i så højt et tempo og med en kolossal stor beslutsomhed.
Kan du på den måde dominere en hel side af banen, så vinder du kampe.

Skal man kigge på de typer spillere Åge Hareide tilrådighed, kan man finde ligheder. Ikke at de nødvendigvis skal danne samme taktiske pakker, men det rå potentiale er til stede.
Backs som Daniel Wass og Riza Durmisi minder meget om full backs i spillestil og kan dække store områder af kanten. Og midtbanespillere som Delaney, Andreas Christensen har ved flere lejligheder spillet positioner mellem midterforsvarer og midtbanespiller og vil kunne falde ned i en tremandsbackkæde.

Konklusion

For at afslutte eksemplet med Dortmund kan man også udlede, at spillet hele tiden kan udvikler sig undervejs i kampe. Og kan man skabe et hold som kan omstille sig undervejs, i yderste potens på egen hånd. Så har du et hold som kan nå langt, og i hvert fald til slutrunderne.
Det er virkelig en frisk energi, han kan bringe hvis han tør lade spillerne være en del af projektet og på den måde involvere dem i det taktiske.
De her landsholdsspillere spiller i forvejen på allerhøjeste niveau på klubplan. Kan man i fællesskab overføre tendenser og inputs til landsholdet, står vi overfor et nyt spændende kapitel i dansk landsholdshistorie. Jeg glæder mig til i aften kl 20.


Kilder: 1: http://www.bt.dk/fodbold/bts-fodboldredaktoer-om-ny-landstraener-derfor-bliver-det-hareide-og-ikke-laudrup
2: http://politiken.dk/sport/fodbold/ECE3124619/aage-hareide-vil-se-landsholdet-spille-med-hjertet-og-fighterviljen/



fredag den 11. marts 2016

Den bedste ven er den der stiller sig kritisk

De seneste dage har der været gang i Brøndby IF. Bestyrelsesformanden Jan Bech Andersen satte sig ned og TROLLEDE alt og alle.
Han satte sig ned i sit Londonske residens, med en laptop og sin søn Oscars login til Brøndby fan-forummet Sydsiden Online, rullede mørklægningsgardinerne ned og knappede en halv liter MONSTER op (IA).

Han skrev han nogle stærkt kritiske indlæg omkring træner Thomas Frank og den tidligere sportsdirektør Per Rud.
For min egen regning, er jeg ikke i tvivl om at stort set alle indflydelsesrige danske fodboldbosser ofte tager rundt på de her fan-foras og lige mærker stemninger og tendenser blandt fans.
Så intet nyt der.

TWISTET er at han i sine kritiske indlæg, tilkendegiver sig som Jan Bech Andersen og inviterer en debattør til kaffe og debat på Brøndby Stadion.

Her har jeg virkeligt svært ved at dissekere om det var et bevidst og stærkt move.
Jeg hælder mest til at han og Thomas Franks forhold var så udslidt, og at han af bedre løsninger valgte denne lidet elegante løsning.

Alternativt, kunne scenariet have været at han og Thomas Frank satte sig og aftalte at man til sommer fandt en træner der kunne løfte Brøndby endnu et skridt.

Manglende anerkendelse
Thomas Frank har vist sig at være en fantastisk procestræner. Om han er født som seniortræner ved jeg ikke. Men han er helt fænomenal i procesorienteret faser. Jeg kunne godt se ham få kæmpe succes i en klub som for eksempel Lyngby.

Det er i den forbindelse bestemt ingen skam at Jan Bech har set sig om efter en trænerkapacitet der kunne løfte Brøndby IF yderligere. En type der er sikker i sin stil. Og kan sætte en knaldhård organisation på banen.
En type som Colin Todd i Randers eller som da København hentede Hans Backe ind.

Havde JBA håndteret det i det ledelsesmæssige flow, havde Thomas Frank ikke skulle lide sådan et pinefuldt nederlag i sin afskedigelse. Og JBA havde stået tilbage som en igennem fornuftig leder.
I stedet får han 16 måneders løn som kompensation.
Sådan er fodboldverdenen, tænker man. Det er langt fra et ukendt scenarie.

Men spørgsmålet er om det er sådan vi vil have vores klub skal DRIVES?


Dagen efter Thomas Franks opsigelse, er Brøndby Support Trust på banen. En forening der blev lavet for at samle Brøndby Supporterne og som blev skabt under sidste store ledelsesmæssige uvejr og som gav dem et mandat i bestyrelsen.
BST går direkte ind i orkanens øje og melder ud at man ikke støtter op om JBA som formand for bestyrelsen.

Et kolossalt stærkt og modigt træk. Blodet fra det åbne sår som JBA var skyld i er knapt tørret, før man blæser til angreb. Slår kontra om man vil.

Men andre dele af Brøndbyfansene har hurtigt bekendt kulør og sympati for vores egen rigmand.
FBA allerede har et utroligt stort mandat hos den almene Brøndbyfan. I og med at han af egen lomme købte Daniel Agger hjem, strøg han direkte ind i hjerterne hos os fans.
Han ville Brøndby. Men hvad vil han med Brøndby?
Han vil vinde guld inden 2018. De sportslig ambitioner er i seneste årsregnskab blevet modificeret. Der snakkes om en 2020-plan (2020 er for politikere og andre strateger, blevet hvad år 2000 var for konspirationsteoretikerne).

Hans andre projekter med bl.a. to løntunge nordmænd der hurtigt viste sig ikke at være en succes, blev hurtigt glemt. Måske fordi han kunne tørre den af på Thomas Frank.

Stadige udfordringer
Der må forefindes så mange løse ender fra et ledelsesmæssigt perspektiv. De allerbedste danske talenter stryger til udlandet inden man kan nå at lande så meget som en fast støvlekontrakt.
Kommende landsholdsspillere som Pierre-Emil Højbjerg, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og til dels Nikolai Laursen. Nuvel, sidstnævnte fik man en god sjat penge for, efter hans debut og et enkelt mål på førsteholdet.
Men hånden på hjertet, er man ungdomsspiller vel aldrig i tvivl om, hvorvidt man skal slå til når en af de store europæiske klubber melder sig på banen.
I den store masse af talenter, er Brøndby blot en mellemstation. Den gamle ånd omkring Brøndby findes ikke længere i lige så høj grad hos de helt unge spillere.
Lige nu er vi ved at grave os en endnu større kløft mellem de allerstørste danske talenter.

Der er ingen sammenhængskraft. Måske en sandhed med modifikationer. Lad mig omformulere; Der MANGLER sammenhængskraft. I blandt ledelsen, i blandt spillerne og i blandt fansene.

Tillad mig at citere fra BST’s VÆRDIGRUNDLAG punkt 4 om hvad man stræber efter; At være en kritisk ven.
Lad det være en opfordring til mine medfans om at TAGE STILLING.

SUPRA SOCIETATEM NEMO


 Foto: Jens Dresling, Politiken

onsdag den 3. juni 2015

El triplete eller ej?

Vinder FC Barcelona el triplete?

For den almene fodboldfan, er det svært ikke at undgå at bemærke Barcelonas dominans i europæisk fodbold.
Efter et par år med flere trænerskifte, en lettere uskarp Messi og en masse rod på de indre linjer, har man i år formået at skabe endnu et historisk hold.
Messi, Neymar og Suarez har tilsammen scoret svimlende 119 mål i denne sæson, mere end nogen anden angrebstrio i verden.
Man snakkede allerede under Guardiola om at man i FC Barcelona skulle have to peakpoints i løbet af en sæson, altså to perioder hvor man toppede fysisk; en i start vinter, oktober/november og en igen når de afgørende finalekampe skulle spilles i april/maj.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at andre hold forsøger det samme, men det kræver virkeligt et dygtigt management, at effektivisere det i praksis.

Luis Enrique kom jo i strid modvind da han bænkede bl.a. Messi og Pique i udekampen mod Real Sociedad tilbage i januar. En uheldig sag som heldigvis har styrket forholdet mellem den lille troldmand og Enrique. Det virker lidt til at Enrique har accepteret, at jo gladere Messi er, jo bedre er han på banen. Og Messi er glad når han spiller.

Igen i år kan man bare konkludere, at der ikke findes ord for hvor god Messi er. Man troede at man havde set det bedste fra ham, og alligevel får han lagt nye lag på sit spil og på sit niveau.
Han er tydeligvis i sit livs form rent fysisk, mere muskuløs og mere fit end aldrig før. 
Messi har en personlig diætist og har bl.a. droppet rødt kød og sodavand.

Ikke nok med at han stadig kan lave sine berømte Youtube-mål som vi så i Copa Del Rey finalen, så har han i den grad overrasket mig med nye facetter af hans spil.
Udover at have lavet nutmegs på Milner, Kroos osv, har han skabt sig et nyt trademark; på hans position i højresiden, hvor han i øvrigt både kan gå uden om sin direkte oppasser, men altså også trække ind og åbne banen op, og lægge den over forsvarslinien til enten Neymar, en dybdeløbende midtbanespiller eller en lidt længere aflevering til en fremadstormende Jordi Alba.

Det anullerede mål; Messi der er trukket ind centralt og lægger den til Neymar der scorer.

Jeg mindes heller ikke at have set, at børn og koner har været så stor en del af fejringerne, som tilfældet er nu. Og lige præcis fejringen af mesterskabet efter sejren på Vicente Calderon var ikke til at tage fejl af.
Det viser noget om hvor meget det betyder for de her spillere. Det her er simpelthen en trup af vindere. Rakitic, Suarez og Ter Stegen/Bravo er trådt direkte ind på et vinderhold. 



Så det har været en fantastisk sæson uanset om Pirlo og co. Ender med at stå med pokalen med de store ører på lørdag.
Jeg glæder mig hvert fald som et barn til den finale.

mandag den 2. marts 2015

Videre, videre, videre Brøndby

Hvad gik der galt?
Fodbolddommere lever af natur en udsat skæbne. Og derfor skal vi hylde dem. Ene mand skal de tage en beslutning på millisekunder. En beslutning der kan forekomme kampafgørende. Jovist, de har linievogtere til hjælp, men beslutningerne er udelukkende dommerens opgave.
Derfor har jeg altid ydet en stor respekt og anerkendelse for de mennesker der har modet og overblikket til, at løfte den opgave. Især de rigtigt gode dommere.
Dommere der formår at lade spillet og fodbolden være i fokus.
En dommer der formår at finde en linie der tilgodeser de to holds spændingsniveauer, spillestile og approaches til kampen.

En farce af kort
Et rødt kort i min opfattelse et rødt kort for meget. Et rødt kort giver dommeren mandat til, at fjerne en spiller helt fra spillet, altså den yderste konsekvens af fodboldloven. Men er det naivt at tro, at røde kort helt undgås og er det egentlig dommerens opgave, at undgå det?

Johan Elmanders røde kort i går var helt korrekt, det var en hævnakt i frustration. Efter at have sluppet Pusic ved målet og måske ikke selv have fundet det niveau han ønskede. Men kunne frustrationen egentlig have været undgået?

Lad os tage kampens forløb. Brøndby kommer meget tændte ud til kampen. Noget som de har for vane på Brøndby Station, ledt an af Thomas Franks no-nonsens retorik om, at gå ind i duelspillet og være aggressive.
Erik Sviatchenko nedlægger Kahlenberg på midten af banen og stopper en kontra uden at gå gult. Kahlenberg får senere gult kort for at brokke sig af frustration. Lebo får gult for at trille bolden væk ved et frispark.
Hassan får lov til at bruge lidt albue, Hasani føler sig bortdømt for nogle frispark på kanten.
Generelt sker der en masse små ting på banen, der nærer ild til bålet af frustration. At Pusics mål kommer efter et hjørnespark der ikke burde være dømt på det niveau, kom næsten ikke som nogen overraskelse. Man sad med følelsen af at Brøndby ville blive bortdømt i denne kamp.
Efter 58 minutters spil får Elmander så sit røde kort. Helt korrekt. Efterfølgende får Agger og Jacob Poulsen gule kort for brok.
Herefter har Kenn Hansen naturligvis hele stadion efter sig og hver en kendelse bliver dømt med et meget stort spændingsniveau både på banen og tilskuerpladserne.
Hasani nedlægges i feltet, billederne viser at der er kontakt, men Kenn Hansen udtaler senere at han skulle have haft gult for film.
Thomas Frank bortvises fra kampen.
Brøndby får udlignet til slut i kampen og fik derved en del udbytte af kampen på trods af udviklingen.

Overtændt
Kampen bar tydeligt præg på et meget overtændt Brøndbyhold, der ikke kunne indfri det spændingsniveau der blev lagt på deres skuldre. Det er noget af Brøndbys sygdom. Et ydre pres der bæres med ind på banen.
En svær opgave for Kenn Hansen, der dog aldrig formåede at finde den rette linie. FCM virkede til at få lov til, at overtræde stregen et par gange ustraffet. Brøndbyspillerne fik altså lettere deres gule kort, og så har vi frustrationerne.

Det var en kamp hvor ingen ramte deres optimale niveau (dog med FCM som ikke umiddelbart mistede noget af æren) og det er beskæmmende at se så store fodboldspillere falde ned på så lavt niveau. Et niveau de har taget med i deres efterfølgende udtalelser.
Elmanders forklaring af det røde kort, Thomas Franks forklaring over bortvisningen, Kenn Hansens forklaring af det ikke-dømte straffespark. 
Alle beviser de, hvor håbløs en aften det var i går.

I dag er en ny dag
For det var et enormt frustreret og overtændt Brøndbyhold. Om det var Thomas Franks manglende kølighed over for det massive ydre pres der forekommer, både internt og fra flere prominente steder i medierne, kan vi ikke vide. Spillernes manglende kølighed på banen, eller dommeren Kenn Hansens manglende linie, vides ikke.
Men det var i hvert fald ikke Brøndbys sande niveau vi så i går. Lad os hurtigt lade det gå i glemmebogen og komme videre. Større ting venter for Brøndby IF.







fredag den 13. juni 2014

Como La Roja ganaré La Copa



Et kæmpe pres hviler på de brasilianske spillere, noget man kunne mærke i gårsdagens åbningskamp. En enorm energi af samhørighed og fælleskab opstod mellem de brasilianske spillere og tilskuerne på Arena Corinthians under den brasilianske nationalhymne. Man forstod virkelig hvor meget der er på spil for det her landshold. En kæmpe nation af fodboldgale menneskers forventninger ligger på deres skuldre. De kan næsten kun skuffe. Som Portugal og den nuværende landstræner for Brasilien Scolari gjorde det da de på hjemmebane tabte til Grækenland til EM i 2004. Billederne af det grædende kæmpetalent Cristiano Ronaldo med nummer 17 dukker frem på nethinden.

I mine øjne er Spanien meget større favoritter til at vinde.

For det første har man med stor polemik fået nationaliseret den brasilianskfødte Diego Costa fra Atletico de Madrid. 
Diego Costa der har en enkelt uofficiel kamp for Brasilien på CV'et blev sidste år siet fra i truppen til Confederations Cup, hvilket har gjort ondt på gadedrengen fra Lagarto i staten Sergipe.

Den manglende tillid fra den brasilianske træner Scolari fandt han midlertidigt hos den spanske træner Vicente del Bosque. Når man ser del Bosque med sit varme bedstefaragtige udtryk forstår man godt at Diego Costa kunne overtales.

Jeg er af den overbevisning at del Bosque har ønsket Costa som en del af det spanske landshold af en meget klar grund.
Diego Costa har en helt unik profil som Spanien ikke har haft tidligere. 

Han er stærk som en okse, frygtløs, arbejdsom, en skarp målscorer og sidst men ikke mindst fræk som en slagterhund. Han holder konsekvent de to midterforsvarer for Real Madrid, landsholdskollegaen Sergio Ramos og Pepe travlt optaget når de støder sammen i det traditionsrige Madrilenske lokalopgør. I en montage på Youtube kan man se, hvordan Costa folder hele repertoiret ud af beskidte tricks som kun en fattig brasiliansk gadedreng ville kende til. Han spytter, han niver, han træder over tæerne, han trash talker (på trods af det, er de store nok til at kramme og grine af det efter kampen). Den mand har nogle cojones de ville gøre de brasilianske gauchoer misundeligt. 

Han er en spiller der vil vinde for enhver pris, en spiller der kan tilføre La Roja en ny sult efter at vinde. 
Det er noget del Bosque kan se vil kunne tilføre det spanske landsholds Barcelona- og Real Madrid inspirerede spillestil noget nyt. Et hold bestående af spillere der har vundet alt der kan vindes som professionel fodboldspiller, kræver forandringer og nytænkning.

Med en 4-2-3-1 formation med to fysisk stærke midtstoppere, en double pivot på midtbanen bestående af Xabi Alonso og Sergio Busquets. Førstnævnte med hans fantastiske sideskift og lange pasninger og Busquets med en fænomenal taktisk forståelse, komplimenterer hinanden og danner en solid defensiv organisation.
En organisation der giver plads og mulighed for Xavi kan bruge sine kræfter på, at finde de rum og pasninger som han mestrer som ingen anden. 

Noget som den aldrende midtbanedirigent ikke har vist til fulde i denne sæson for Barça. Xavi har ikke længere den fysiske kapacitet der skal til for, at udfylde rollen som dirigent i Barça med kun Busquets som ankermand. Med modstandere der som oftest satser på hurtige omstillinger og en ubalanceret defensiv organisation har Xavi ligesom resten af Barças offensiv lidt i denne sæson.

På La Roja har han friheden til, at distribuere bolden og holde boldbesiddelsen på de obligatoriske 65-70 %. 
En boldbesiddelse der bliver helt afgørende i det sydamerikanske klima (der bliver blandt andet spillet i Manaus, en by midt i Amazonas med en luftfugtighed på over 80 %), der helt afgjort kommer til at spille en stor rolle. 
Her kan Xavi med sin eminente fodboldhjerne lynhurtig afkode om spillet skal forceres eller om der skal trækkes luft. Lade bolden gøre arbejdet og lade modspillerne arbejde i det som spanierne gør allerbedst; 'resting with the ball', ved konstant at danne trekanter af spillere og med præcise førstegangsberøringer spille uden om modstanderens spillere for på den måde at bruge minimalt med kræfter mens modstanderen bruger negative kræfter og energi på, at jagte bolden.

Sidst men ikke mindst vinder Spanien af en helt fundamental årsag; de har den stærkeste trup. Forhåndsfavoritter som Tyskland, Brasilien og Argentina har alle enorm stærke start 11'ere og en udemærket bænk med fine spillere. 

Spanien har bare så mange spillere på bænken der i fald af formdyk, skader eller karantæner kan gå direkte ind i start 11'eren.

Spanien har denne gang en meget interessant bænk med et større udvalg af taktiske muligheder. 
Med Diego Costa kan man spille med en rigtig angriber i front, hvilket man mod defensivt indstillede modstandere tidligere har lidt under og han forventes at starte inde i mod et defensivt indstillet Holland i aften. 
I mere åbne kampe som mod et mere offensivt chilensk hold, kan den falske 9'er Cesc Fàbregas komme i spil. Herudover råder man over den notorisk farlige David Villa og en Fernando Torres, der også kan komme i spil.

Spillere som Javi Martinez, Koke, Mata og Silva/Pedro kan gå direkte ind i start 11'eren og bringe noget unikt i en turnering der bliver hård og opslidende efter en i forvejen lang sæson for mange af spillerne.

Brasilien lignede i åbningskampen et hold der på hjemmebane vil vinde for enhver pris, det store spørgsmål ligger i om de har truppen til at vinde en lang og hård turnering som Copa Mundial. 

I sidste års 'trænings-VM' Confederations Cup finale slog de immervæk Spanien klart med 3-0. Det sker ikke igen. Man spillede noget overmodigt med kun Busquets som pivot da Alonso var fraværende. Det var ren legestue for Neymar og co.
For del Bosque var det en god lærestreg, som han kan tage med sig i en eventuel kvart-eller semifinale mod Brasilien.

Tudo bom som man siger dernede. Alt er godt. VM er startet. Hallelujah en fest.

torsdag den 29. maj 2014

Dani Alves

Dani Alves fra FC Barcelona er et fashion ikon som ingen anden. Jeg elsker hans stil! Her er et par billeder af ham.







Pep Guardiola, Luis van Gaal og José Mourinho


Jeg faldt lige over de her epic billeder fra sen 90'erne i Barça. Et styks vanvittig hollænder, en yngre men garanteret lige så ambitiøs Mourinho der havde ageret tolk for Bobby Robson (før Van Gaal) og en purung Guardiola.